4 ting du skal sælge i din café

Ejer du en café eller har du en drøm eller endda plan om at starte en café? Og har du i så fald styr på dit sortiment?

En ting er nemlig sikkert. Det er svært at udvikle og drive en succesfuld café. Sæsonudsving, Corona, høje energipriser og svingende sommervejr i Danmark kan knække selv de mest ihærdige restauratører og caféejere. En afgørende ting for at kunne modstå disse udfordringer, og tjene penge på sin café, er at have det rigtige produktsortiment.

Først skal du forstå din målgruppe, og måske udvide den

Det er afgørende at du kender din målgruppe og måske endda har lavet en form for målgruppeanalyse. Det kunne være i form af et spørgeskema, hvor du får svar på målgruppens adfærd og behov. Det giver dig værdifulde indsigter, som du kan bruge til at vælge dit produktsortiment.

Inden du bare plukker en masse produkter ned fra hylden og smider på menukortet, skal du grundigt overveje, om du har ressourcerne til at fremstille det og ikke mindst have stående i salgsområdet. Hvis det kun er dig der står i caféen, kan du ikke både lave sandwiches, kaffe og vafler på samme tid. Så skal du i hvert fald finde nogle løsninger, hvor tingene forberedt på forhånd.

1. Kaffe

Det eneste, som er et must i en café, er selvfølgelig kaffen. Spørgsmålet er bare hvordan du så laver den. De fleste køber en to-gruppers semiautomatisk espressomaskine og en kværn, og så tilbyder de espresso, americano, kaffe latte og cappuccino.

2. Det søde

Det søde er i mange caféer det absolut vigtigste produkt – særligt i turistede områder, hvor der skal være lidt sødt til børnene. Her er et par gode muligheder:

  • Tørkager såsom cookies, croissant, studenterbrød, hindbærsnitter og muffins, der kan stå i en kagemontre på disken.
  • Flødekager, altså kager der skal stå i en kølemontre. Det kan være hjemmelavet eller købt færdig.
  • Crêpe/pandekager med f.eks. nutella, banan, eller klassisk med citron og sukker. Dette er mere ressourcekrævende, men giver en mere skarp stil for caféen. Du skal bruge bordplads og en eller to professionelle crepe maskiner til dette.
  • Et alternativ til pandekager er vafler, som også kræver lidt arbejde, men som passer helt perfekt, hvis du alligevel også vil sælge scoop is eller softice. Igen er det noget du kan differentiere dig på. Her har du også brug for noget bordplads til dit vaffeljern.

3. Det salte

Det der differentierer en kaffebar og en café, er udvalget af salte retter. Det kan være simple færdige sandwiches eller panini der bare lige skal varmes i en klemgrill eller boller med lidt ost. Sidstnævnte kan man så udvide til en simpel brunch- eller morgenmadstallerken, hvilket kan sælge ret godt i nogle områder.

Hvis du har valgt at servere pandekager som det søde, kan du også udnytte at du allerede har pandekagemaskiner. Du kan nemlig lave galette eller madpandekager, afhængig af om det er den franske eller danske version. Dette giver igen caféen en skarp stil der differentierer dig fra almindelige caféer.

4. Merchandise og småting

Mange gange kan man med fordel supplere udvalget med småting som passer til målgruppen. Det kan være keramik eller andet merchandise, hvis det er i et turistet område. Men du kunne også være energibarer, cykelslanger og co2-flasker, hvis caféen bliver besøgt af mange cykelmotionister. Det afhænger 100% af målgruppen.

Disse ting bliver ikke for gammel, og man kan derfor købe stort hjem til en billig pris, og dermed få en høj fortjeneste på noget man ikke skal bruge tid på at tilberede.